Efterår.

Jeg tager lange bade og vasker alle de gule blade ud af mit hår. Lader vandet ramme mit krop og kigger ned, men kan ikke kende det, der er tilbage. Der er kun vandet der trommer, musikken der giver bassen, og så er der det, der engang var mig. Jeg bruger lang tid på at stå foran spejlet, nøgen, og tænke på alt det der ikke længere er mig. Lader hånden kører forbi alt det der engang var muskler og ser, at der nu ikke er noget tilbage. Så græder jeg lidt, mens jeg tørrer mit hår, fordi det er nemmest, at gøre det der. Så tørrer jeg tårerne væk samtidig. Jeg sætter mig på gulvet, og låser mig selv inde i igen, men det er fint nok. Når jeg ligger på gulvet får jeg lyst til at græde, mens sveden stille pibler frem, og det gør jeg også. Det hele er salt alligevel, salt i såret. Jeg lader mig selv græde, fordi jeg græder for mig selv, og det er rarere end at græde for andre. og jeg er bare glad på deres vegne, fordi de får det, de alle sammen drømmer om, selvom det ikke er det jeg drømmer om. Jeg drømmer om, at hjælpe palæstinensere i Libanon, at forstå mellemøsten, kulturen og religionen. Jeg drømmer om at rejse, og det betyder ikke noget for mig, om det er med ham eller hende, eller ingen. Det betyder ikke noget for mig, om den jeg elsker er på den anden side af jorden, for drømmen er der altid, det er du ikke.

Why live life from dream to dream
And dread the day that dreaming ends