din silhuet der afspejles på fronten af den dråbe, der stille triller ned af min kind, er forestillingen om den utopiske drøm, der nu ligger knust på gulvet. som dengang du smadrede mit sjælespejl og jeg bristede i tusindvis af små mikroskopiske stykker af samme størrelse, som når du knækkede et knækbrød over, fordi vi skulle dele. du spiste altid det hele selv alligevel og tænkte aldrig på de krummer, der var fortabt som følge af din gerning. på samme måde spiser du i dag mig, uden at dele, men glemmer som altid de små stykker, der forsvandt i splittelsen.