the boy next door.

Hun ringer ikke længere på hos naboen for at spørge, om han kan låne hende noget sukker. Han er sikkert flyttet alligevel, alt i mens skiltet foran hans aflagte gamle parcelhus vokser sig større og større. Hun havde håbet, han kom og sagde farvel, men det gjorde han ikke. Hun husker cykelturene, hun husker aller mest dengang han sagde, at hun var smuk, og at hun var den eneste han ville have lige her og nu. hun troede på det, for det gør man, når man er forelsket. det er for sent i aften, at trække fortiden frem og servere den på et sølvfad til drengen, der nu sidder inde i hendes stue. hun ved ikke hvorfor han er kommet, selvom hun selv bad ham om det. hun ved ikke, hvorfor han siger alle de rigtige ting til hende, som han alligevel ikke mener i sidste ende. hun sætter sig ved siden af ham på sofaen og lader ham sige alt det, som naboen også engang sagde, og som hun ikke længere tror på. hun fortæller ham, at hun kender ham og godt ved hvad han vil. han kigger bedende på hende og hun spørger hvad han havde tænkt sig, og han spørger henkastet, om han ikke må kysse hende. det må han ikke. hun kigger på ham, og kaster lidt rundt med de følelser, som han lader som om han har. hun hvisker noget i hans ører og smiler, mens verden bliver helt stille omkring dem. hun rejser sig og siger at han hellere må gå, at maden alligevel aldrig bliver færdig, når hun ikke har noget sukker. Han tilbyder at gå over til naboen, mens hun tilbyder ham, at han bare skal gå. Han tilbyder hende, at han vil elske hende, altid. hun tilbyder ham bare, at hun lader være med at elske ham. og hun nævner de tre point, og han siger, at det ikke er muligt, at hans fejlprocent med 3 point er på 75, så siger hun, at han må satse og han kysser hende på kinden og siger, at han prøver. Imens ringer naboen på døren, men ingen åbner.