Vores forhold er som den cigaret, der langsomt forsvinder mellem dine læber. Du suger ind og puster ud, og jeg kan ane ordene der forsvinder op i luften sammen med røgen. Jeg skutter mig i den kolde november, der sidder stadig regndrys på din jakke, og jeg ville ønske, der var nok til, at det kunne vaske dine ord væk. Jeg havde kørt kortet igennem. "enkeltbillet". og hvis du nogensinde smilede, så gør du det i hvert fald ikke mere. din drøm er noget, som jeg allerede havde bestilt en returbillet til, jeg glemte bare at tage turen retur, det gør jeg så nu og må nøjes med en enkeltbillet og det har du nok hele tiden vidst. Jeg vil følge dig helt til enden, men jeg vil ikke nøjes med at sidde med skyklapper på og lade dig udleve vores passion, du må nøjes med din egen. stilheden i lufthavnen er øredøvende. vi står her ved siden af hinanden og glemmer helt at sige alt det, vi burde sige. din hånd rækker ud efter noget, der engang var mig, men du kan hverken røre mig, eller det der engang var mig og selvom den når mig, er jeg allerede flere tusinde kilometer væk. Det er ikke fordi der er en anden, og det er ikke fordi, at jeg ikke elsker dig. det prøvede jeg at forklare dig i går. Alle de almindelige sætninger, alt det, der kunne få det her til at virke normalt har jeg opbrugt min kvote på. Det er sidste udkald for os to, sidste udkald til livet, lykken og drømmen. og det er ikke banalt eller utopisk for sådan nogle som os, vi er drømmere, og først, da rulletrappen endelig gør det, som vi har ventet på i timer, går det op for mig, at din drøm er brast, men det er for sent. du er væk, ligesom den tobak, der langsomt er brændt op i din cigaret, der nok stadig ligger foran indgangen til vores lykke.