real story.

jeg gemmer virkeligheden under et tyndt lag pudder og gør det til mit naturlige look ved at tillægge det en smule rouge. min sindssyge kommer kun til udtryk i de lysglimt, som man så tydeligt ser på motorvejen om natten, og ligesom lysene er den evigt tilbagevendende. jeg fortæller om det, og min smukke maske krakelere i få sekunder, når jeg beskriver, hvordan jeg i virkeligheden har det, og hvordan frygten nærmest æder alt det smukke op inden i mig. jeg har lyst til at skrige og græde lidt på samme tid, men gør det i det mindste ikke, det lader jeg andre om. jeg glemmer det i få sekunder, alt det der kan være sket, når jeg fortæller om, hvad der er sket og jeg hører sukkende pigehjerte, der bekræfter mig i, at det ikke er helt normalt, at jeg har det sådan med alt det, der bliver sagt mellem linierne. jeg fortæller mig selv, at jeg bare er en helt normal kvinde, der nægter sig selv at blive noget så almindeligt som forelsket i en helt almindelig dreng, fordi hun på almindeligvis er bange for, at han som så mange andre gør noget, der er helt almindeligt. svigter hende.