Utopia.

Det er ikke længere det samme, at spise dig med fingrene og vågne op i dine arme, når vi allerede er mætte og svedige, af at fortælle hinanden alt det, vi skal nå at fortælle inden solen den står op. Det er ikke længere det samme, at betragte mennesker på vores café, at høre hvad de taler om, hvem de taler om og hvor de er på vej hen. Det betyder ikke længere noget, hvor sort min the er, eller om jeg drikker den med mælk eller sukker eller begge dele. Jeg rejser mig stadig på samme måde, trækker stadig vejret tungt, når jeg har kysset med andre drenge, selvom de ikke er dig, og selvom de aldrig bliver dig, og selvom jeg tager mig selv i at vågne op i dine arme, for blot at forveksle dig med en anden, med en, som slet ikke ligger ved siden af mig, men som jeg hører elske sin kæreste et par etager over en fremmedes lejlighed. Det er den fremmedes arme, der holder om mig og jeg finder det absurd og dybt tragisk, at jeg kan ligge i dine arme, uden at gøre det. Der er ingen der forstår hvordan mit brød skal ristes, hvornår der må komme smør på, om jeg vil have juice, the eller kaffe. udover dig, selvfølgelig. Der er ingen der ved, om jeg foretrækker sex om morgenen, aftenen eller om natten, om der skal være forspil, om jeg vil kysses på halsen, i nakken eller på munden. Men det gør du. Der er ingen, der giver mig lyst til at høre mere på deres stemme end på min egen. kun dig. du er mit helt personlige utopi, som kun findes i den ideelle verden, som vi skaber sammen og som ikke findes, når du forlader den.