A

du har efterladt mig i ingenting, med ikke nogen som ikke ved noget. jeg husker dengang, vi legede i det fine røde legehus. du var altid drengen, selvom din feminine udstråling dengang overskyggede alt det, jeg var. du var drengen, fordi jeg havde brug for at blive elsket af en drengefigur og ikke en pige. vi har holdt om hinanden nætter igennem, hvor dagslyset var det eneste, der gav os vished om, at der stadig var en verden udenfor vores univers. vi har elsket hinandens venner og knust deres hjerter for hinanden. Millimeterdemokrati var sgu ikke vores stil, for så ville du skylde mig et kys fra den søde dreng med det brune hår, der havde den samme frisure som en kunstner, jeg aldrig kom til at kende, og jeg ville skylde dig tusindvis af opkald og beskeder, hvor jeg intet svar fik, fordi du altid tabte dem ud af hovedet og glemte at ringe tilbage. Du ville nok også skylde mig et grin her og et smil der, mens jeg ville skylde, at fortælle dig, at han fortalte mig, at han var forelsket og at det var i dig. Jeg skylder dig 20 kr, et kram og en samvittighed, som jeg ikke har over for folk som jeg har elsket, som jeg elskede dig. Vi er stadig kun børn i hinandens øjne, og det nytter jo ikke noget, når man ikke længere kan være i det fine røde legehus, og du ikke længere vil være drengen, når vi leger.