jeg har det ligesom om ordene knækker sammen inden de overhovedet er fløjet ud gennem mine læber. som om der står en person på min tunge og skyder dem alle sammen en efter en. men personen er ingen andre end mig selv. det er mig selv, der skyder ordene. mig selv de frembringer tårerne. mig selv, der straffer mig selv for at jeg er: mig selv. Når mit hoved lægger sig ned på puden, kan jeg ikke få billederne til at stoppe, og tankerne vil ikke gå væk. det er ligesom dengang, for fire år siden, da du lå ved min side og fortalte mig flere ord, end jeg kunne nå at græde tårer. jeg brugte dig, havde brug for dig. det må ikke blive sådan igen. jeg kan ikke fortælle dig det hele, det gør alt for ondt. det gør ondt, fordi det minder mig om, hvor meget jeg egentlig ikke kan lide det her, og hvor meget jeg ville ønske, at jeg ikke var her. men værst af alt: det er pinligt. jeg føler mig beskidt, uren. over de ting andre har gjort ved mig og over de ting, som jeg selv har gjort ved mig. jeg føler mig uærlig og utroværdig over, at jeg ikke kan fortælle dig. men det gør for ondt. jeg prøvede at forklare smerten for dig. det er kvalmende, stikkende. jeg får ondt i hovedet i maven. men værst af alt, jeg bliver svimmel og kan ikke fokusere før du kigger på mig, tager fat i mine arme, låser mine øjne fast og beder mig om at stole på dig.

undskyld.