truth doesn't make a noise.

Du siger, at jeg ikke kan forstå det, når jeg lever i en kerne-familie, der i weekenderne spiser morgenmad sammen, laver lækker aftensmad lørdag aften, ser fjersyn, taler, går på arbejde, går i skole. du siger jeg ikke forstår, hvordan det er at passe på andre end mig selv, på trods af du er det egoistiske enebarn, mens jeg bare går med dig, fordi du giver mig lyst til at gøre det. Jeg trækker mit tøj omkring mig og lukker mig inde, hvor du ikke kan nå mig. giver mig selv flere og flere fine lag på, så du ikke kan se det der gemmer sig under det hele. Det der rent faktisk er mig. "Er du gået tilbage til overklassen," siger hun i sjov, mens A kigger. A forstår ikke hvad hun mener, han forstår aldrig hvad hun mener. I hvert fald aldrig som han forstår mig. A minder mig om Steso-Thomas fra Nordkraft. Det er han også. Det er mig, der opfandt ham. Det ved han bare ikke selv. Jeg opfandt ikke guitaren, eller det brune hår, eller det han ryger. Men jeg opfandt ham, den han er, når han er sammen med mig. Vi har elsket hinanden, elsker hinanden, elsket med hinanden. Det ved hun også godt, og det er næsten tragisk, at hun taler om overklasse, når hun godt ved, at A og jeg er klassen over hende, sammen. Du ved godt, der er noget under overfladen, men du lærer aldrig hvad det er. Det sårer dig dybt, tanken om A sårer dig dybt. Det er ikke nok, at jeg siger, at det er dig, jeg vil være sammen med. Han har noget du ikke kan få, og selvom jeg aldrig kommer til at mangle det, så nager det dig. Du spørger mig tit, om det er derfor, jeg ikke vil kysse dig på gaden eller holde din hånd. Du ved godt, at jeg bare ikke er sådan, men jeg har opgivet at overbevise dig om det. Jeg vælger bare at kigge på dig og sige, at du er gør mig glad. Så må du stole på mig, ligesom jeg må lærer at stole på dig. det skal gøre ondt ellers betyder det ikke noget. Det ved du godt.