du kyssede altid mit hjerte godnat før du stille rev det ud i dine drømme. dine drømme, der forvandlede sig til mareridt i min sjæl og stadig hjemsøger mig den dag i dag. til sidst havde vi været hele ordbogen igennem, følt det hele, sagt det hele, givet det hele - væk. men vi blev ved med at føle og sige og give. men mest af alt glemme. vi glemte at tale om hinanden, med hinanden, fra hinanden. vi glemte at finde tilbage, den dag vi gik fra hinanden, og jeg efterlod dig med blødende hjerte i det sommer grønne græstæppe, der lå spredt ud over fælledparken. jeg fik ingen tårer på min fine cardigan den dag jeg virkelig forlod dig, dem havde du ikke flere af til mig, tror jeg. du havde allerede givet mig for mange fine små diamanter, som jeg ikke værdsatte. og jeg plantede ingen tårer i dit sommerlyse hår, som solen endnu kun havde brugt få måneder på at lysne. dit hjerte var sort, mit var hvidt, men ingen af os følte noget, for nogen eller noget, vi følte kun det, du følte for mig. du føler det stadig, jeg føler en masse andet. jeg lovede dig hverken et evigt liv, evig kærlighed eller noget der indbefattede mig. jeg lovede dig for lidt, var for rationel, var for gammel og du var for ung. jeg var aldrig ung, når det handlede om kærlighed, har aldrig været ung. Tror ikke på noget, troede ikke på dig eller os. sådan noget gør jeg ikke. du bar et halstørklæde den aften. du fortalte mig, at det var for at beskytte din læber for andre end mig. du var fanget imellem lyst, begær, kærlighed. du ville sårer mig og få det til at gøre ondt, som når du rev mit hjerte ud om natten i mine drømme. men det var allerede blevet klaret nogle år i for vejen, og jeg sagde stille til dig, før jeg tog en taxa til mit livs ende, at det aldrig havde været dit, for jeg havde aldrig besiddet det og kunne derfor ikke give det til dig.