jeg sidder ikke længere fast, jeg ligger fast i sengen. gør det hele natten og glemmer at sove. glemmer at græde, glemmer at svare mit hjerte, og lader det være ligeglad. jeg glemmer hænder og følelser og hvorfor jeg skriver, jeg gør det bare. Når jeg husker det, græder jeg for det meste, og så er jeg ikke ligeglad. men ellers er natten ligeglad, og dynger sit sorte kedelige lys på mit vindue, men jeg ænser det ikke. jeg er jo ligeglad. Jeg vågner af drømmeverden, da han ringer. han ringer fordi han forstår mig, og min kunst. han forstår den del af mig, som jeg ikke selv forstår. jeg har det på samme måde med ham.jeg tager ikke telefonen, fordi jeg er for meget mig til at kunne tale med ham. jeg river erkendelsen og teksterne og nøgenheden og sårbarheden over. jeg er ikke klar, du er ikke klar, vi er ikke klar. jeg lader hende, der har fyldt mig så meget lege skjul, når du er i mit hjem. jeg håber hun gemmer sig godt.