vi tager det i étaper. som cykelrytterne, der køre Tour De France. vi tager de hårde løb lidt efter lidt, for til sidst at gennemfører det og komme ud som unge, smukke, mennesker, der lever uden hinanden. helt alene knokler vi afsted - i få øjeblikke tager vi hensyn til gruppen, men kun vores egen gruppe. vi sletter, smider ud, realisere os selv, med ensomhed. ensomheden som et tilvalg. vi var glade, for dengang vi var flere, og bedre, og stærke. vi savner dengang, der fandtes tosomhed og tresomhed, måske endda firsomhed. men ensomhed. en som hed er ensomhed. ensom mig og dig og en som mig og dig. to som i os to og to som i os to uden hinanden, men med en anden. jeg ville aldrig være sammen med andre på grund af dig, men mest for mig selv. hemmeligheder, hemmelige beskeder, hemmelige møder med fremmede mennesker på fremmede cafeer, og vi ligger der alle sammen i fremmede menneskers senge og føler os elsket, af noget, som hverken kender til dagen eller sorgen, men som fremmedgør os fra det liv vi ellers lever. at føle os elsket, fordi vi må havde glemt hvordan det føltes i børn, og skilsmisse og hvem sagde hvad, og hvorfor sårede du mig, og du forstår dig ikke på mig, eller på andre, og alle forstår sig på dig, uden at du ved det. vi brænder dem af, og lader dem vente. jeg kan godt lide at gøre mennesker lige så ulykkelige som du er, for jeg bliver det aldrig selv.