store piger græder ikke.

Jeg græder, jeg græder, jeg græder dig ud og græder følelserne ud, men uden rigtig at gøre det alligevel. jeg siger jeg har det fint, jeg har det godt, jeg har det fremragende, og jeg græder ikke lige meget hvor du er, og med hvem, og hvad du laver. jeg mærker hvordan jeg taber dig, ud af lommen, ud af hullet i lommen, som jeg har været alt for lang tid om at lappe, og som du har gjort mig opmærksom på i dage og nætter, i nætter og dage. jeg drikker mig fuld, jeg griner, jeg smiler. jeg græder ikke. jeg pakker gaver ind, pakker dem op, pakker følelserne ind, pakker dem ikke ud. måske er jeg ked af det, måske er jeg ikke. måske kan jeg bare ikke styre mig, måske er jeg hidsig og måske har jeg råbt ad dig, slået dig, men du glemmer, at jeg også har elsket dig, og trøstet dig, delt mine hemmeligheder, grædt ned i dine arme, ikke naboens, eller drengen med tartoveringen eller en helt anden fremmede, som kunne havde taget mig med hjem en af de tusinde gange, hvor du ville have forladt mig, uden du gjorde det alligevel. du glemmer, når jeg fortæller, at jeg er kompleks, og du glemmer at du har løjet for mig. man lyver ikke overfor folk man elsker. du og jeg, vi to, os to, vi føles som en sjælden utopi, men vi er en banal en af slagsen. der findes tusindvis, millioner, af vores slags, men vi føler os alene med vores problemer og med vores skænderier, og ingen er som dig, siger du. men det er dig, der gør det svært for mig, at elske. nogle gange tror jeg, jeg burde havde gjort noget på forhånd. at jeg bare skulle være stoppet, stoppet med at elske. "hvordan kan man miste noget, man aldrig har haft, hvad har jeg haft?" og jeg bebrejder mig selv tusindvis af gange ned i dynen, men uden at skrive til dig. jeg græder nu, ja, endelig. jeg græder, når jeg er alene. det gør alle mennesker.