han træder ind over hendes dørtrin med to øl i hånden, et smil på læberne og masser af overskud, der lyser ud af hans fine blå øjne, der har set hende for så mange år siden, set hende i så mange år og som kender hende bedre end de fleste, andre, der ikke ser det hun gemmer, mellem linierne. han spørger hende ikke, hvornår han kommer igen, i hendes hjem, om han kommer igen. han har ingen betydning for det, der udfoldes mellem dem, og de ved begge, at der ikke er følelser tilbage i hende. han vil give hende tid, uendeligt meget tid, fordi han kender hende. ved hvad der har været, og at det stadig er der, gemt væk under overfladen, klar til at eksplodere i enhver presset situation. de griner, drikker sig fulde, han hånd der nusser hendes nakke, da hun fortæller ham historien, og han siger ikke noget. ved ikke hvad han skal sige, men det er smukt, når hun taler, så han lader hende blive ved. lader ordene strømme, og hun fortæller ham historier hun selv kreere, og han tolker dem allesammen, og ved, at det i virkeligheden er hende selv, hun fortæller ham om. han forestiller sig, hvordan han har betragtet ham og hende i så mange måneder, deres skænderier, deres tårer, men hun taler aldrig om det, som om det aldrig har fyldt noget. han bærer hende op i seng, da hun falder i søvn på sofaen. han holder om hende og tænker stille, at der aldrig er nogen eller noget, der kommer til at fylde så meget, som det der er sket.