du er god til,

at være god for mig.

jeg har dig i hjertet og min mobil i hånden. jeg har lovet mig selv ikke at græde, og derfor har jeg ikke taget vandfast mascara på, selvom jeg godt ved, det ikke holder noget tilbage. jeg kunne sagtens stå på den anden side af vejen og betragte dig hele livet, og det knuser mit hjerte, lidt, igen. du gør det lige meget hvem jeg har kysset på dronning louises bro og hvem der har kysset mig og hvem der har sovet i min seng før dig, og hvilke senge jeg har sovet i. du varmer mine hænder og mit hjerte, men ikke på en dag som i dag, hvor isen på sortedamssøen stadig er frosset til, og minderne frosset sammen med dem. jeg tror bare godt, at jeg vil have det af mig tilbage, som du har, men det går op for mig selv, at jeg vil miste endnu mere om af mig selv til intetheden og tomheden, hvis jeg prøver at tage det tilbage, så du får lov til at beholde det.

Jeg vil bare gerne vise verden,

hvor vi står.

og helst også give dem placering og serienummer

tomhed.

tomrummet forsvinder ikke af fremmedes fysiske udfoldelser med en selv i hovedrollen. tosomheden opstår ikke i fælles fysiske udfoldelser, og fremmed sex bliver aldrig så smukt, som bekendt sex.

Du siler ned ad ruden, mens jeg fortaber mig i blanke sider med blanke ord. jeg sørger for, at mit vindue bliver isoleret, så jeg ikke kan se dig, ikke kan høre dig, ikke kan føle dig. jeg er ikke i tvivl om det jeg føler, men mit ego er for stort til at bære det, og jeg har ikke plads til dig i mit værelse, mens han er her. splittelsen spreder sig, men jeg klistrer den sammen med lim, der består af kærlighed, begær og blind forelskelse, og de er der begge to, når vi elsker. du synes hun er smuk, du siger at jeg ikke bør gemme hende, men som sagt kan mit hjerte ikke ligge åbent og sårbart i vores seng. den seng som engang kun var min. du siger du er forelsket, jeg siger det samme til dig. mens der siler små fine diamanter ned ad mine kinder og inspirerer mig til at glemme mig selv.

Er vågen, mens du siler ned ad ruden og ned ad mine vindrøde kinder.

Hverdagens problemer,

bliver først hverdag

når de er der hver dag.

Sagt til Mikael Simpson af en fælles ven søndag morgen klokken 7.

"Min veninde Amanda, hun elsker din musik,

hun er en af vores, og hun har købt alt din musik.

Og når jeg siger, hvad jeg siger nu vil du forstå,

hvad jeg mener. Men næste gang, du ser sulten ud,

giver hun dig en 20'er"

Mikael Simpson lyser helt op, giver vores fælles ven et kram og bestiller en til durum.

Lykke.

Gid jeg selv havde været der!

jeg sidder ikke længere fast, jeg ligger fast i sengen. gør det hele natten og glemmer at sove. glemmer at græde, glemmer at svare mit hjerte, og lader det være ligeglad. jeg glemmer hænder og følelser og hvorfor jeg skriver, jeg gør det bare. Når jeg husker det, græder jeg for det meste, og så er jeg ikke ligeglad. men ellers er natten ligeglad, og dynger sit sorte kedelige lys på mit vindue, men jeg ænser det ikke. jeg er jo ligeglad. Jeg vågner af drømmeverden, da han ringer. han ringer fordi han forstår mig, og min kunst. han forstår den del af mig, som jeg ikke selv forstår. jeg har det på samme måde med ham.jeg tager ikke telefonen, fordi jeg er for meget mig til at kunne tale med ham. jeg river erkendelsen og teksterne og nøgenheden og sårbarheden over. jeg er ikke klar, du er ikke klar, vi er ikke klar. jeg lader hende, der har fyldt mig så meget lege skjul, når du er i mit hjem. jeg håber hun gemmer sig godt.

misforstå mig ret.

livskvalitet

minder mig sgu mest om varerne i supermarkedet.

og det minder mig om kvaliteten af os to

og kvaliteten af de ord,

vi bruger,

når vi elsker.

livskvalitet, kvaliteten af livet.

den findes ikke,

hvis man er i vakuum

men så forældes man aldrig

sindet forældes.

vi forældes

kærlighed forældes

jeg tror ikke på livskvalitet

jeg tror på

kærlighedskvalitet.

du kvæler langsomt smøgen,

på samme tid glemmer de at kvæle hinanden

og erotikken udfolder sig på de lyse lagener.

på livets scene, må man leve uden manuskript.

"En ting er at være ked af det. Men jeg sidder fast, Amanda. Jeg sidder fast!"

han prøver at sige det, som det er. at deres drømme ligger knust sammen med planlægningen på hendes hvide natbord, der snart er så tynget, at det braser sammen under ulykkeligheder og tårer. det gamle natbord blev smidt ud. det var sort og fyldt med elskov og rester af gnister og smukt fyrværkeri, som de udfoldede for få måneder siden. det var ikke stærkt nok til at bære passionerne og drømmene. de knuste drømme er lettere at håndtere for det hvide natbord. der er ingen forventninger, knuste drømme er ikke trivielle eller banale, som drømmen om lykken er det. utopier var kun en del af de gamle nætter. de nye nætter er målbevidste, rationelle, og de glemmer hvorfor hun er der, og hvorfor han er der. de er der bare. kedsomheden trykker sig på, og det nye undertøj på hendes hud gør ingen forskel, selvom hun ville værdig i enhver drengefantasi. gnisten er forsvundet og flammens fremtid dør stille hen, sammen med intentionerne og ideerne. afgrunden er der, og det handler ikke længere om, om de kører ud over den, men mere hvor mange kilometer i timen speedometeret viser. det handler om, hvor ondt det gør, når de rammer muren, når henrettelsen bliver deres endeligt, men indtil videre leger de bare med hinanden. kan ikke tage sig sammen til at afslutte byttet, slå det ihjel, slå hinanden ihjel. de elsker bare, elsker ligegyldigt. han fortæller hende ikke længere, at hun er smuk og hvisker ikke længere ind i hendes øre, når de er ude. Hun taler aldrig om, hvor meget hun har lyst til ham, for hun har lyst til hans gamle jeg, og det gamle ham er væk, sammen med drømmen om lykken, sammen med de lyshårede piger, der sover i hans seng, når han skal dulme savnet. det savn, som hun er skyld i. det savn som hun var skyld i, for nu er hun der hele tiden. de anretter maden på tallerknerne og lader være med at spise det. hun ligger sig henslængt og sexet, men han lader være med at spise hende. er allerede mættet af hende og vil ikke have mere. vil ikke have flere knuste drømme, flere planer på hendes hvide natbord, vil ikke have hendes liv eller visioner. han vil ikke have hende.

alligevel ligger han ved hendes side nat efter nat og knuger de sidste tårer ud af hende, og de minder ham om tiden før, det hele brast. før de begge blev voksne og kun kun elske sig selv og ikke længere hinanden.

du kyssede altid mit hjerte godnat før du stille rev det ud i dine drømme. dine drømme, der forvandlede sig til mareridt i min sjæl og stadig hjemsøger mig den dag i dag. til sidst havde vi været hele ordbogen igennem, følt det hele, sagt det hele, givet det hele - væk. men vi blev ved med at føle og sige og give. men mest af alt glemme. vi glemte at tale om hinanden, med hinanden, fra hinanden. vi glemte at finde tilbage, den dag vi gik fra hinanden, og jeg efterlod dig med blødende hjerte i det sommer grønne græstæppe, der lå spredt ud over fælledparken. jeg fik ingen tårer på min fine cardigan den dag jeg virkelig forlod dig, dem havde du ikke flere af til mig, tror jeg. du havde allerede givet mig for mange fine små diamanter, som jeg ikke værdsatte. og jeg plantede ingen tårer i dit sommerlyse hår, som solen endnu kun havde brugt få måneder på at lysne. dit hjerte var sort, mit var hvidt, men ingen af os følte noget, for nogen eller noget, vi følte kun det, du følte for mig. du føler det stadig, jeg føler en masse andet. jeg lovede dig hverken et evigt liv, evig kærlighed eller noget der indbefattede mig. jeg lovede dig for lidt, var for rationel, var for gammel og du var for ung. jeg var aldrig ung, når det handlede om kærlighed, har aldrig været ung. Tror ikke på noget, troede ikke på dig eller os. sådan noget gør jeg ikke. du bar et halstørklæde den aften. du fortalte mig, at det var for at beskytte din læber for andre end mig. du var fanget imellem lyst, begær, kærlighed. du ville sårer mig og få det til at gøre ondt, som når du rev mit hjerte ud om natten i mine drømme. men det var allerede blevet klaret nogle år i for vejen, og jeg sagde stille til dig, før jeg tog en taxa til mit livs ende, at det aldrig havde været dit, for jeg havde aldrig besiddet det og kunne derfor ikke give det til dig.

tårer opstår, grædes, kysses bort. kysses bedst bort af den, der fik dem til at opstå, og den der græd dem med dig, i dine tanker. i mine tanker er der tomt, ligegyldighed, fjernhed. vi to, når det aldrig. når aldrig hinanden, eller bussen eller i skole til tiden. vi glemmer at nå al ting, fordi vi prøver at nå hinanden. det hele handler om tid, kærlighed tager tid, vi tager tid, tid købes bedst, når man er på røven. man kan købe tid i metroen, tid til frisøren, tid til at glemme. tid købes ikke for penge, men købes nærmere på bekostning af en selv, andre, både en selv og andre. jeg tror ikke på dig, du tror på mig. vi er forbrugere af tid, penge, kærlighed. storforbrugere af hinanden. al ting skal hele tiden bevises, påvises, henvises. enden er den samme hver gang. spørgsmålet er om det efterlader ar i hjertet. det gør mine sjældent. jeg går med mine ar udenpå, under tøjer. der ser folk dem ikke. de ser altid dem i hjertet. det er det ironiske. mennesket kan gennemskue hjertet, intet andet.

I woke up one morning and I just knew, what I was never sure of with you.

Expectations vs Reality

Vi er kærester ll Vi er ikke kærester

I dag nåede jeg til den konklusion, at drenge slet ikke ved, hvor kold en badeværelses væg er.

I nat fik jeg masser af blå mærker og både ondt i fødderne, knæet og hovedet. mit hjerte har det godt, og du har lovet mig at kysse det hele natten.

"Some people hate football, some people hate people. I hate beeing alive, simple is that."

05012006

I dag plejer altid at være en dårlig dag.

Lad den blive god i dag, tak!

truth doesn't make a noise.

Du siger, at jeg ikke kan forstå det, når jeg lever i en kerne-familie, der i weekenderne spiser morgenmad sammen, laver lækker aftensmad lørdag aften, ser fjersyn, taler, går på arbejde, går i skole. du siger jeg ikke forstår, hvordan det er at passe på andre end mig selv, på trods af du er det egoistiske enebarn, mens jeg bare går med dig, fordi du giver mig lyst til at gøre det. Jeg trækker mit tøj omkring mig og lukker mig inde, hvor du ikke kan nå mig. giver mig selv flere og flere fine lag på, så du ikke kan se det der gemmer sig under det hele. Det der rent faktisk er mig. "Er du gået tilbage til overklassen," siger hun i sjov, mens A kigger. A forstår ikke hvad hun mener, han forstår aldrig hvad hun mener. I hvert fald aldrig som han forstår mig. A minder mig om Steso-Thomas fra Nordkraft. Det er han også. Det er mig, der opfandt ham. Det ved han bare ikke selv. Jeg opfandt ikke guitaren, eller det brune hår, eller det han ryger. Men jeg opfandt ham, den han er, når han er sammen med mig. Vi har elsket hinanden, elsker hinanden, elsket med hinanden. Det ved hun også godt, og det er næsten tragisk, at hun taler om overklasse, når hun godt ved, at A og jeg er klassen over hende, sammen. Du ved godt, der er noget under overfladen, men du lærer aldrig hvad det er. Det sårer dig dybt, tanken om A sårer dig dybt. Det er ikke nok, at jeg siger, at det er dig, jeg vil være sammen med. Han har noget du ikke kan få, og selvom jeg aldrig kommer til at mangle det, så nager det dig. Du spørger mig tit, om det er derfor, jeg ikke vil kysse dig på gaden eller holde din hånd. Du ved godt, at jeg bare ikke er sådan, men jeg har opgivet at overbevise dig om det. Jeg vælger bare at kigge på dig og sige, at du er gør mig glad. Så må du stole på mig, ligesom jeg må lærer at stole på dig. det skal gøre ondt ellers betyder det ikke noget. Det ved du godt.

jeg har det ligesom om ordene knækker sammen inden de overhovedet er fløjet ud gennem mine læber. som om der står en person på min tunge og skyder dem alle sammen en efter en. men personen er ingen andre end mig selv. det er mig selv, der skyder ordene. mig selv de frembringer tårerne. mig selv, der straffer mig selv for at jeg er: mig selv. Når mit hoved lægger sig ned på puden, kan jeg ikke få billederne til at stoppe, og tankerne vil ikke gå væk. det er ligesom dengang, for fire år siden, da du lå ved min side og fortalte mig flere ord, end jeg kunne nå at græde tårer. jeg brugte dig, havde brug for dig. det må ikke blive sådan igen. jeg kan ikke fortælle dig det hele, det gør alt for ondt. det gør ondt, fordi det minder mig om, hvor meget jeg egentlig ikke kan lide det her, og hvor meget jeg ville ønske, at jeg ikke var her. men værst af alt: det er pinligt. jeg føler mig beskidt, uren. over de ting andre har gjort ved mig og over de ting, som jeg selv har gjort ved mig. jeg føler mig uærlig og utroværdig over, at jeg ikke kan fortælle dig. men det gør for ondt. jeg prøvede at forklare smerten for dig. det er kvalmende, stikkende. jeg får ondt i hovedet i maven. men værst af alt, jeg bliver svimmel og kan ikke fokusere før du kigger på mig, tager fat i mine arme, låser mine øjne fast og beder mig om at stole på dig.

undskyld.

jeg nåede til den konklusion, at jeg var nødt til at lukke op og lukke dig ind, selvom det gjorde mig bange. bange fordi du ikke lukkede mig ind. men vi endte med at lukke hinanden ind og tale en hel nat væk. nu er det næsten som om, det hele lige er startet, og dine ord stadig er nye og det hele løser sig selv. Men det undrer mig, at du nogle gange ikke er der, og først blev jeg sur, nu er jeg bare bange for, at du ikke er okay.