today.

du er bare endnu én, jeg er endnu én. vi er begge bare endnu én i hinanden. og du vil ikke være til, hvor jeg ser det, men jeg finder det jo altid, alligevel. der er mørkt omkring mig, og jeg fortæller dig, at jeg er træt af det hele. det er du også. heldigvis. vi taler om alt det der var og lidt af det der stadig er der griber sig fat om ordene og lader dem hænge i luften, som det hvide vasketøj, der blafrer i vinden i min ikke-længere-grønne have. efteråret får mig til at græde, mens du får mig til at grine og jeg spørger mig selv, om det ikke bare er sådan det skal være. at jeg ved en masse om global politik kan ikke redde verden, det kunne det heller ikke hvis du vidste lidt mere. en gammel veninde skriver, at hun ikke vidste, men jeg ved alt for godt, at det ikke gør mig glad, og derfor svarer jeg ikke, jeg ved jo heller ingenting. jeg drømmer lidt om sommerhede ferie romancer, der udvikler sig til stormende forelskelser, for det er jo ikke sådan det er. det var sådan det var engang. det var hverken sådan det var dengang for mig eller for ham forrige sommer. han fortæller mig ikke længere om alt det jeg holder af, men jeg holder heller ikke af ham, så det kan vel være det samme. det blev for meget, han var for meget, vi talte for meget. om ingenting. og du er ogå for meget, men på den overdrevne måde. du siger alt for meget, han sagde for lidt. det er utilfredsstillende, trættende og en smule skuffende. selvom du gemmer dig fra billederne i dit hoved og fra virkeligheden, finder jeg det altid, ser det, husker det og skriver ikke tilbage til dig, mere.