She almost lost her mind.

og vi elsker alle en eller noget. vi synger om det, fortæller om det, beretter, gestikulere, kysser, hvisker. jeg fortæller ingenting, stopper med at berette. det er helt slut med at hviske. jeg sætter batterier i min lommeregner og laver matematik, bliver væk, glemmer dig. du er i alle de tal jeg skriver, og jeg ser det ikke før nu, da dit navn står øverst på siden, i stedet for mit eget. jeg prøver at hviske dig ud af min bevidsthed, men dit navn bliver stående med store fede blokbogstaver, og jeg overvejer om du mon har skrevet det med den fine tusch, du elsker mere end mig. det er sygdom på globalt plan, og min veninde spørger hvad jeg mener, og jeg siger bare: ingenting. men jeg taler om sygdommen, om de grædende piger, der bruger timer på at få deres følelser ud og skrive dem ned, jeg taler om mig og hende, og de piger jeg kender. "jeg er ikke forelsket." "er du ikke?" "jo." og sådan er det hele tiden, og ingen må deltage eller blande sig, slet ikke blive en del af det. alle skal føle alt det man føler, på nær når man elsker nogen. vi vil bekræftes i alle andre følelser. jeg ligger mig ned og skruer højt om for min musik og tænker på alt det der ikke er der og ikke passer og "with a love like that, you know you should be glad."