jeg hader piller.

Min krop dirrer, ryster. mine stemme skælver, da jeg takker nej. det gør ikke ondt. hun bliver ved, skubber og jeg er alt for træt til at stå imod. jeg tager dem for hendes skyld ikke for min egen, uden at vide hvad det er. hun skal fjerne slangen, det gør ondt, det er kun slangen der gør ondt. Luk øjnene, jeg gør det. tænker på, at tænke på dig, men min krop fryser dig ude. det er koldt. jeg kaster op, kan ikke tåle morphica, men kan ikke sige det til hende, har ikke kræfterne. jeg vil bare væk fra hende, væk fra den kolde stue og den ældre damer der nærmest skriger fra den anden ende af stuen. hun siger, at min puls er for lav, at hun ikke kan fjerne slangen. Da hun går tager jeg iltmåleren af, og endelig bliver jeg kørt væk. Portøren er sød. Jeg ligger på stuen og smiler til den nye sygeplejerske, der også er sød. Jeg ligger her, det er fredag og jeg kan ikke drikke mig fuld eller glemme dig, men du glemmer sikkert dig selv på sådan en fredag som denne. Jeg vil bare danse, og det er vel egentlig det eneste jeg ikke kan.