About a boy.

Gangen er altid længere om mandagen. Vejen derhen er altid den sværeste, når han først er der, er det bare det der er, det der sker. Hans hoved føles tungt af alle de ord, det gør ondt indeni ham med alt det han skal bevise. Han har tusindvis af masker hængende i skabet. En til enhver lejlighed, en til enhver han kender. Der hænger både grimme og smukke, men han bærer kun de smukke. Han elsker at blive betragtet, bekræftet. Det er nemt, når man bærer smukke masker. Det har han erkendt. han er frikendt for de blikke, for de ord, for alt det de engang sagde. Han har bevidst sit værd. Han definerer masker hver dag, masker der skal dække over den usikkerhed, der nogle gange titter frem. Han elsker maskerne og laver sin egen maskerade på sit værelse. Viser sig selv, hvad han skal vise verden. Han øver sig i badet, på gaden, i sengen, ved spisebordet. Han imiterer, kontrollerer. Han er fikseret på sit udtryk. og når de andre drenge tager i byen, tager han med, ikke fordi det er ham, men fordi det er hans omdømme. Han er ikke en del af det de er, men er ellers en del af fællesskabet. Han har ændret sit renommé. Han fortæller ikke historien, om hvordan det hele var, før de smukke masker og narcissismen og erkendelsen. Det er hårdt om morgenen, mandag morgen, fordi han sidder oppe hele natten, hører den rigtige musik, læser de rigtige bøger, læser om de rigtige historiske begivenheder. Det bliver en del af ham, del af hans image, del af hans omdømme. Når han går i seng, tænker han på hende, men tanken bliver kun sjældent en realitet, fordi hun er så langt væk. hun var i hvert fald i hans tanker engang. Han kender ikke sig selv, kan ikke gennemskue usikkerheden. Han er charmerende med sine fine smukke masker.

Jeg har gennemskuet ham, en dag masken faldt. og jeg har ikke noget imod usikkerheden, men jeg har noget imod at erkende noget, han ikke selv begriber. Næste gang han kommer i mit teater, må han selv møde op til audition, jeg stopper ham ikke længere på gaden.