Han spørger ikke, han spørger aldrig. Jeg undrer mig i en uendelighed. Spørger mig selv, hvorfor han ikke bare siger det igennem de bløde læber og igennem mit nu lyse hår, der er blevet bleget af solens sommerstråler. Han kigger på mig på sådan en almindelig måde, han er helt almindelig. Han trækker sin grå hættetrøje lidt frem, fordi han havde sat sig oven på den, så den strammede om halsen. Hans helt almindelige grå hættetrøje. Jeg smiler til ham, og jeg bliver væk i hans helt almindelige blå øjne, men ikke på samme måde som jeg blev væk i dem, dengang det var en anden og øjnene var brune og alt andet end almindelige. Jeg opvejer deres talenter og deres smil. Jeg sammenligner deres øjne og den måde de siger hej til mig på. Jeg tager dem op i hånden og har aller mest lyst til at slå dem mod hinanden og se hvem der splintres først. Jeg kender allerede svaret. Jeg pakker de ekstraordinære brune øjne ned i kassen nærmest min seng, kigger på dem og klistre så kassen til med gaffatape, og selvom han prøver at komme frem i mit sind igen er det umuligt. Sådan må det gerne være om en uges tid. Så bliver jeg glad.