last chapter.

vi to flyver afsted. væk fra det hele, væk fra al ting, væk fra hinanden, væk fra alt det vi engang elskede. og dit hjerte banker stille denne sensommerdag. Dit forvirrede hjerter, der er så fyldt op med alt det du er og gør og jeg følger nu mest bare med. Du siger ikke ret meget, du siger alt for lidt. På den modsatte side spotter du alt det, som du troede du havde glemt og vinker til det. Det er helt mærkeligt at være ved din side, tættere på alt det du engang var end du selv er. og jeg husker hvordan din ryg plejede at løfte sig op af svømmehallens slidte bassin. jeg kunne betragte dig i timevis og for altid og for hele tiden. og når jeg langsomt kørte min hånd ned over den, gav den et venskabeligt klap og inderst inde ønskede, at det var den jeg lå og kiggede på i de sene nattetimer. og jeg indrømmer stadig, at når solen skinner som i dag og vi sidder på vores sædvanlige spot og gør alt det, som vi har gjort i så mange år, tager jeg stadig mig selv i at kigge på din ryg og betragte den, men jeg lader ikke længere mine hænder kører ned ad den. Det er vi blevet for gamle til og selvom at du ikke indrømmer det, så ved jeg, at grunden til at jeg ikke røre ved din ryg mere er, at jeg ikke kan tåle at høre dit hjerte slå. Det lyder alt for højt allerede, når jeg kigger ind i dine brune øjne.