det gør lidt ondt i hjertet, og jeg er ikke sur, heller ikke skuffet. vi går ned ad gaden og mit hår flagrer i den kolde december luft. Du smiler og nikker til pigen, der går imod os, men jeg lader være med at spørge, hvor du kender hende fra. jeg trækker jakken lidt tættere om mig, så du ikke kan nå ind til mig og ham, og alt det der skulle have været der i dag. Det er dejligt varmt, at gå her ved siden af dig og hvis det havde været for bare 3 måneder siden, ville jeg ikke havde talt om andet, og jeg ville havde ringet til mine veninder, fortalt det til alle der overhovedet gad høre på mig, men det gør jeg ikke nu. Min telefon ringer, og jeg hører hans stemme, der fortæller mig alt det, du kunne have sagt til mig engang. Han spørger om det er okay, jeg siger bare at det ikke er okay, men at jeg er sammen med en nu, og ikke kan tale. han spørger hvem jeg er sammen med, men jeg lægger bare på. Jeg spørger jo aldrig ham, og forpligter mig derfor heller ikke til at svare. Hvis det ikke betød noget, kunne jeg har kaldt dig ven, eller bekendt, sagt dit navn, hvor jeg kender dig fra, hvordan jeg har det med dig og hvordan jeg engang havde det med dig. men du er mit personlige hemmelige lille univers, og det er ikke fordi jeg længere ikke eksistere uden dig, men jeg eksisterer heller ikke med dig. Musikken breder sig fra julens musikanter, og jeg smiler til dig, siger at jeg skal denne vej. Jeg vil ikke længere følge dig til verdens ende. Jeg ringer tilbage til ham, og spørger om vi ikke kan mødes i morgen og tale om det hele, jeg kan ikke rumme ham alene mere.