don't stop it.

vi kører ud af vejen med så mange kilometer i timen, at jeg ikke kan tyde de ansigter, vi passere. jeg spørger dig om de smiler, men du svarer ikke, og jeg ved stille i mig selv, at de smiler. de smiler ad os, ikke over os. jeg hører dem, når jeg smækker døren, og når din hånd køre ned over min ryg og du kysser mig i nakken. jeg beder dig sætte farten op, beder dig om at lade os fortabe os i alt det grønne, det hvide og det sorte. og jeg giver dig ikke lov til at holde om mig, før du indrømmer dine intentioner og bagtanker, og først da du står på mit trappetrin, hvor du sagde farvel til mig for bare 10 minutter siden, ved jeg, at du selv ikke ved, hvad din intention er, eller hvor vi kører hen, men du beder mig om ikke at hoppe af, selvom det bliver farligere og folk kommer til at smile mere, tale mere. jeg siger, jeg er ligeglad. du ved jeg ikke er ligeglad. vi skændes, og du ved, at det kun er fordi, mit hjerte ikke må ligge åbent og sårbart i min seng, og jeg prøver at grave det ned, og gøre det mørkt, som du har gjort så mange gange med dit eget, uden egentlig at ville det, måske. du siger, at det ikke er rigtigt, hvis jeg gør det, og jeg siger, at jeg ikke ved, hvad der er rigtigt, og at jeg ikke ved om du er oprigtig. du siger, at du ikke ville være her, hvis det ikke var rigtigt, og jeg kigger ikke på dig, men siger bare, at det ville du jo, især hvis jeg havde haft lidt mere tilfælles med Megan Fox. Jeg får dig til at smile, og du ligger dig ved siden af mig, og hvisker ind i mit ører: "hun ringede til mig i går, men jeg sagde til hende, at jeg havde mødt den mest fantastiske pige." og jeg falder i søvn med dig, og bliver hverken megan fox eller din den aften, men du bliver min.