torsdag den 31. december 2009
søndag den 27. december 2009
count.
lørdag den 26. december 2009
kulde.
torsdag den 17. december 2009
onsdag den 16. december 2009
Du ringer ikke mere, der er ingen af os der høre fra dig længere, vi kan ikke høre fra dig. Jeg savner at holde af dig, at blive en del af dig. Jeg finder min iPod frem. Jeg skruer op for min musik, fordi jeg håber at mindet om dig vil drukne i den. Håber at solen vil drukne i havet. Jeg ser nætterne for mit indre, ser mig selv som en junkie med abstinenser, en junkie med forstærkede følelser, jeg ser mig selv, liggende på gulvet i kramper og tårer. For det var sådan det var, det kan jeg ikke fornægte, og jeg endte med at blive sådan. Afhængig af alt hvad man kunne blive afhængig af. Afhængig af at spise, afhængig af at lade være med at spise, afhængig af stoffer, afhængig af smøger, alkohol. De var ikke dig, men de fik mig til at glemme dig. Det fjernede ikke smerten, men gjorde den usynlig. Jeg hader at se mig selv sådan, og slukker for fjernsynet, fordi jeg bare gerne vil leve med et eneste billede af mig selv. Et billede af mig selv med dig. Uden dig er der ikke noget billede. Jeg vil gerne have mit liv til at ligne de glansbilleder, jeg havde som barn. Jeg vil gerne have et glansbillede af dig. Måske endda et glansbillede af os to. Det skulle indrammes, hænges op på væggen. Hænges over det hele. mine vægge skulle tapetseres med dem alle sammen, og du måtte ikke smile på dem. Jeg ville tvinge dig til at lade være. Jeg ville forme dig. Bestemme. Men stadig ikke misbruge dig, og jeg ved, at du ikke ville føle dig misbrugt, fordi du kender mig så godt og ved, at jeg har behov for at bestemme. Mine skridt nærmer sig stedet. Stilheden er øredøvende. Jeg kan se rovdyret i det fjerne, håber på at det også er hos dig. Jeg håber på, at det ikke kun er mig det æder op indefra. Jeg håber snart den har taget det hele, også mine tårer. Måske er der slet ikke noget rovdyr, måske er det bare noget, jeg prøver at overbevise mig selv om, måske er rovdyret min egen fantasi, måske er det mig selv, der spiser mine varme følelser, fordi jeg ikke kan bære at føle dem længere. De kolde følelser er nemmere at håndtere, nemmere at slippe af med, og de skuffer dig aldrig. Jeg ankommer dertil, ser det hele omkring mig. Dufter den nyopgravede jord, dufter blomsterne, dufter fortiden. Jeg smiler mit skæve smil, fordi jeg ved, at det ville havde fået dig til at smile. Det er hvad der er tilbage af os. Jeg ligger stille blomsten, og forlader dig.

