Jeg smiler til dig hele vejen gennem gulvet og op til dit hjerte, men ikke mens du ser det. Jeg kigger væk, mens du kigger hen, så du ikke opdager, at jeg betragter din smukke drengekrop. Du prøver at få min opmærksomhed og kan sikkert mærke sejrens sødme, da det lykkes, selvom det altid lykkes. vi snakker ikke meget sammen. jeg ville gerne fortælle dig, at vi snart ses, men jeg dropper det. jeg går på den kolde gade, og kan mærke efterårets brise, der stille vugger hele verden i søvn. jeg stopper op for at føle mig selv, føle dig, selvom du ikke er der. to sekunder efter er du der, og det er enkelt og lige til, men jeg siger ikke noget. jeg kunne fortælle, at det her var til dig, men det er jo ikke sådan jeg er. Jeg er ikke det her. Jeg er bare også det her. Jeg fortæller side op og side ned om dig i min dagbog, og det er mærkeligt at se dit navn, så mange steder at det gør ondt. Vi drømmer om et andet sted, begge to. Muligvis om det samme. Jeg husker altid, det går folk og fortæller mig, men jeg husker alt der kommer ud af din mund, og jeg tager mig nogle gange i at citere dig i skolen, hvor efter jeg følger op med et emne, der står os begge nært. Jeg omtaler dig altid som min ven, "Jeg har en ven", "Min ven fortalte". Al ting lyder så fint i min mund, når jeg ved, det handler om dig. Alle drenge bliver til dig, når de rører ved mig. Og selv da han endelig fik mig med hjem, hviskede jeg blot ud i mørket: "jeg kender en fyr..."