vores barndom.

jeg samler kastanjer, men du spiller ikke guitar længere. du bærer den stadig på ryggen ligesom jimi hendrix, selvom i to nu har alt tilfælles på nær guitaren. du får mig stadig til at grine og fnise som en skolepige og du tager stadig fat om mig og holder mig fast med dine smukke mørke øjne, men du kysser mig stadig ikke. det vi har sammen er alt for fint og spinkelt. vi står med lukkede øjne foran lyskrydsene og følger bippene, der eskalerer, så vi nu ved, at vi kan gå sikkert over vejen. og min hånd glider langsomt op og holder fast i din nakke og jeg kan mærke du smiler, selvom jeg ikke kan se det. jeg har samlet så mange kastanjer siden, og du har også samlet. du er en samler. du samler på alt det, man ikke burde samle på, alle de oplevelser man ikke burde opleve. det vi har sammen er så fint og spinkelt, og jeg overvejer stadig til tider at kysse dig for at ødelægge både dig og dine smukke mørke øjne.