Sommerfri.

"Vi kontaktede ikke hinanden, fordi vi var bange for nederlaget, bange for at det skulle omslutte os i en tåge, som vi ikke kunne finde ud fra, og at den eneste mulighed ville være, at lægge sig til at dø derinde. Bange for at miste os selv, og dermed aldrig at kunne få hinanden. Jeg ved, at du ringede til mig. Men når jeg tog den, kunne jeg kun høre din vejrtrækning, men jeg vidste det var dig, fordi jeg kender dig så godt, og at ingen andre trækker vejret i små korte stød på samme måde som dig. Jeg savner dig, savner at have dig hos mig, men savner mest af alt et mig og dig, jeg savner at se dig plukke stjerner til mig, savner at du savner min lyse latter, savner når du griner af mig, fordi ordene vælter ud af munden på mig og alle sammen vil først, hvilket resulterer i, at de snubler over hinanden og kommer frem fuldstændige uforståelige, ligesom alt det jeg følte for dig."