You can fly...

"Two years he walks the earth. No phone, no pool, no pets, no cigarettes. Ultimate freedom. An extremist. An aesthetic voyager whose home is the road. Escaped from Atlanta. Thou shalt not return, 'cause "the West is the best." And now after two rambl

ing years comes the final and greatest adventure. The climactic battle to kill the false being within and victoriously conclude the spiritual pilgrimage. Ten days and nights of freight trains and hitchhiking bring him to the Great White North. No longer to be poisoned by civilization he flees, and walks alone upon the land to become lost in the wild." - Alexander Supertramp May 1992 

Freedom, frihed, liberté.

I dag kom jeg til at tænke på Alexander Supertamp som en "moderne" version af Peter Pan. Væk fra 'the society', væk fra voksenlivet og de materielle goder. Måske er det fordi jeg har leget Peter Pan to gange i dag. Først med Josse over i skolen og nu med mine to små grandfætre som jeg passer her til aften. Børn er noget af det mest fantastiske i verden, de har en evne til at undre sig og stille de helt åbenlyse spørgsmål, som alle andre mennesker er bange for at stille. De sidder helt stille, mens man fortæller dem historier om hvordan Peter Pan kom til Neverland, hvordan han mødte Wendy and so on og så legede vi Peter Pan bagefter, hvor jeg selvfølgelig endte med at være Captain Hock, fordi ingen af dem ville være the bad guy. Udover det mødte jeg min gamle homie Asbjørn i dag, hvilket var ret sjovt, da jeg ikke har set ham i hundrede år! Han har haft lidt travlt med en masse ting, som man efter min mening ikke burde have travlt med, men nu er han vidst back on track. Asbjørn minder mig også lidt om Peter Pan, han burde være fløjet til Neverland sammen med the lost boys... og hvis man er blevet for gammel til disney film og ikke helt vil indrømme man er vild med Peter Pan, kan man jo altid se "Finding Neverland"

vi ses homies.