split

jeg er et med det dybe vand, der stille kysser bådene på svanemøllehavn. de isflager der flyder ovenpå er dig. tårerne der triller ned ad min kind er ham. jeg blev overvældet, da jeg stod i din lejlighed, og du ikke var der, og da drengen sagde: "nårh, du skulle bare aflevere en bog." som om der var noget mere, noget andet, noget dybere, noget som han vidste, noget som drengen vidste. en hemmelighed, som var mig, men som jeg ikke var en del af. jeg har ikke kunne gøre noget i dag uden at det var dig der gjorde det. jeg har ikke kunne gøre noget i dag, uden at tænke på det der kunne have været, men som jeg ikke føler for længere, men som alligevel ligger i kortene, fra fortiden. jeg græd mig i søvn i går, jeg græd mig ikke i søvn natten før i går. der holdt du om mig, og passede på så tårerne ikke kunne nå op i mine øjne, men du ved det ikke, og det er det, der gør det smukt for mig. bagefter tog jeg derhen, hvor jeg ikke måtte komme, fordi jeg skulle kunne sove i nat, og det gjorde ondt i ryggen og i hovedet, og jeg endte med at gå derfra uden det jeg kom for, fordi jeg ikke kunne længere. vi blev lidt vrede, og jeg spyttede, du græd. hun kom. jeg husker ikke mere. sort. det burde være anderledes, men det er anderledes. jeg har ikke længere ondt i ryggen på grund af smadrede glasskår i hjertet og på benet, fra al den kærlighed vi fyldte rummene op med. med dine rum er stadig fyldt med skrig, og hævn, og chancer. jeg tog hjem. lod mig opløse i et badekar, der kun bestod af vand og af mig, og min krop, som slet ikke føltes som min egen. bagefter skyllede jeg det hele væk, følelserne, sandheden, skuffelsen, fortiden. jeg tager en revanche, mens de dør, mens du ikke svarer og tårer er der ikke mange flere af. jeg tror godt jeg kan sove i nat, fordi jeg er ligeglad med hans tjavsede brune hår, deres intelligente brune øjne og dig. jeg ved efterhånden ikke hvad jeg skal skrive om dig, derfor lader jeg være.