det der engang var mig.

jeg savner at vågne om morgenen og lytte til dig, der sov ved min side, at gå ned i køkkenet og se på dig spise, se på dig skifte tøj, se dig i badet, i mig, i supermarkedet, i parken, i alle steder. jeg husker dengang vi spiste sammen, og du sagde noget sjovt og jeg grinte, og jeg kunne ikke stoppe og jeg prøvede at kvæle latteren med vand, men vandet prøvede at kvæle mig og jeg endte med at spytte det hele i hovedet på dig. det savner jeg. jeg vil bare gerne råbe af dig, kvæle dig, skælde dig ud - én gang til. så jeg kan huske hvorfor jeg stoppede med at savne det hele. jeg er glad for at du har løjet for mig så meget hele tiden siden den første gang, fordi det ikke handler om, hvad du løj om, men at du løj. og løgnene kvæler langsomt savnet, når jeg mindes dem. du løj om mange ting, ligegyldige ting, som hvor du var, hvorfor du var der, hvornår du var der, hvem du var der med. den sidste var den hårdeste løgn - og dengang du sagde, at jeg ikke kunne komme med, fordi de ikke ville se mig, og det vidste sig, at du bare ikke ville have, at de så mig. og jeg drømte om ham i nat, at du ved det. og det er anden gang. og jeg håber en dag, at jeg vågner op i hans seng og kigger over på den anden side af gården og ser dig, for så ville den løgn give mening, og du ville tænke: "Det kunne være sket dengang."

jeg savner faktisk løgnene,

men jeg savner ikke dig.