for at være helt ærlig...

"I see them standing at the formal gates of their colleges,
I see my father strolling out
under the ochre sandstone arch, the
red tiles glinting like bent
plates of blood behind his head, I
see my mother with a few light books at her hip
standing at the pillar made of tiny bricks,
the wrought-iron gate still open behind her, its
sword-tips aglow in the May air,
they are about to graduate, they are about to get married,
they are kids, they are dumb, all they know is they are
innocent, they would never hurt anybody.
I want to go up to them and say Stop,
don’t do it—she’s the wrong woman,
he’s the wrong man, you are going to do things
you cannot imagine you would ever do,
you are going to do bad things to children,
you are going to suffer in ways you have not heard of,
you are going to want to die. I want to go
up to them there in the late May sunlight and say it,
her hungry pretty face turning to me,
her pitiful beautiful untouched body,
his arrogant handsome face turning to me,
his pitiful beautiful untouched body,
but I don’t do it. I want to live. I
take them up like the male and female
paper dolls and bang them together
at the hips, like chips of flint, as if to
strike sparks from them, I say
Do what you are going to do, and I will tell about it."

- Sharon Olds

Sandheden er nødvendigvis ikke altid sand for alle mennesker, men altid for nogle. Ingen burde have brug for mennesker omkring sig, som bare er der, fordi de ikke føler, at de kan være bekendt ikke at være der. Alle burde have brug for sandheden. Alle forhold er opbygget på (k)ærlighed. at være ærlig mod hinanden, men ikke mindst ærlig mod sig selv. Man skal tale med hinanden, i stedet for at tale om hinanden. og jeg retfærdiggør ikke mig selv eller nogen som helst. Jeg retfærdiggør hverken sandheden eller løgnen. Det er ikke en kontrast mellem det gode og det onde. For det gode og onde findes ikke i rene former. det gør sandheden og løgnen heller ikke. Det "gode" menneske, taler nødvendigvis ikke altid sandt, men det gør det "dårlige" menneske ofte. Er et menneske dårligt, hvis de siger sandheden og den sårer andre? Er det ikke en styrke, at kunne give folk en chance for at forbedre sig? Den rene form findes selvfølgelig aldrig. Sandhed og løgn, det er ikke to antonymer i den virkelige verden, nok mest kun på papir. Man ville nedværdige sig selv, hvis man sagde, at man aldrig havde løjet. Men så længe, man står ved løgnen, hvad er så problemet? 

You can fly...

"Two years he walks the earth. No phone, no pool, no pets, no cigarettes. Ultimate freedom. An extremist. An aesthetic voyager whose home is the road. Escaped from Atlanta. Thou shalt not return, 'cause "the West is the best." And now after two rambl

ing years comes the final and greatest adventure. The climactic battle to kill the false being within and victoriously conclude the spiritual pilgrimage. Ten days and nights of freight trains and hitchhiking bring him to the Great White North. No longer to be poisoned by civilization he flees, and walks alone upon the land to become lost in the wild." - Alexander Supertramp May 1992 

Freedom, frihed, liberté.

I dag kom jeg til at tænke på Alexander Supertamp som en "moderne" version af Peter Pan. Væk fra 'the society', væk fra voksenlivet og de materielle goder. Måske er det fordi jeg har leget Peter Pan to gange i dag. Først med Josse over i skolen og nu med mine to små grandfætre som jeg passer her til aften. Børn er noget af det mest fantastiske i verden, de har en evne til at undre sig og stille de helt åbenlyse spørgsmål, som alle andre mennesker er bange for at stille. De sidder helt stille, mens man fortæller dem historier om hvordan Peter Pan kom til Neverland, hvordan han mødte Wendy and so on og så legede vi Peter Pan bagefter, hvor jeg selvfølgelig endte med at være Captain Hock, fordi ingen af dem ville være the bad guy. Udover det mødte jeg min gamle homie Asbjørn i dag, hvilket var ret sjovt, da jeg ikke har set ham i hundrede år! Han har haft lidt travlt med en masse ting, som man efter min mening ikke burde have travlt med, men nu er han vidst back on track. Asbjørn minder mig også lidt om Peter Pan, han burde være fløjet til Neverland sammen med the lost boys... og hvis man er blevet for gammel til disney film og ikke helt vil indrømme man er vild med Peter Pan, kan man jo altid se "Finding Neverland"

vi ses homies.

I mit hjertes café.

det hele er lidt tomt. min hjertes café. jeg funderer over, om TD's mon var lige så åndsforladt. det er som om, at jeg har valgt at holde åbent 24/7, men det får dig ikke til at blive alligevel, selvom du ved, at det kun er dig, der kan få mig til at lukke den.

anyway. det hele er lidt dobbeltmoralsk, det der whineri. Er pisse træt af Danmark og danskere. Er pisse træt af det her land, og jeg forstår virkelig ikke, hvorfor at nogen bor her frivilligt.. Jeg vil rejse og opleve verden i stedet for at bo i det her hul...

Jeg har elsket dig så længe - Dan turèll

Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes

og det har aldrig givet mig andet end smerter

stadig større stadig mere sønderskærende smerter

tunge opvågninger bag fremmede gardiner

ventende timer ved den tavse telefon

og natlige mareridt hvor jeg har jaget dig gennem hvide blanke

anonyme drømmelufthavne

ledt panisk efter dig ved en flyafgang

som ved Sidste Udkald til Lykken og Livet

og jeg har aldrig fundet dig eller vejen

og er altid vågnet med dén viden

og dit ansigt svævende over sengen

uanset hvem der lå i den -

jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes 

jeg har altid set efter dit ansigt eller din ryg i gademængden

jeg har aldrig kunnet se noget andet siden

som om du tog mit hjerte med dig

da du gik -

Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes

jeg har hørt din stemme lige bag mig 

når jeg var alene

jeg har omfavnet dig nætter igennem

hvor du bar aldrig fandtes ved daggry

når lyset viste mine arme knugede rent luft -

jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes

og lige så længe har nogen elsket mig

lige så håbløst som jeg elsker dig.

og C'est la vie som jeg betror bartenderen

mens jeg endnu engang ensomt elsker dig

ned til bunden af endnu en flaske whiskey

helt ned til bunden af nattens bæger af sort skarntyde-saft

og det er ikke fordi jeg har noget imod at drikke

men jeg har noget imod at drikke for at glemme

Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes

jeg har drømt om dig tusind nætter på alverdens beskidte barer og banegårde

Jeg blir pludselig stille midt i festen fordi én eller anden

har en håndbevægelse der ligner din og må gå

og når jeg ser småpigerne hinke på fortovet

tænker jeg enten på dig som hinkende småpige

eller de hinkende småpiger vi kunne havde fået

og jeg har i årevis ikke kunne vise mit pas frem i tolden

uden at tænke på dengang jeg også havde dit

og det gamle støvede billede i dit pas

og hvor det var nu

og med hvem -

Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes

og jeg har tit tænkt på det ironiske i det

når jeg har sét alle disse mennesker

hele "miljøet" alle "vennerne" everybody

fise forvirrende rundt mellem hinanden og hinandens underliv

og ustandseligt ønske at du kunne finde ud af

om det var Marianne eller Hanne

om det var Erik eller Hans -

det er så infamt ironisk

når man endelig hopper over barrieren

når man véd hvad det er

hvem det er

man vil ha

hvem man vil

når man véd det så gør det ondt i kroppen

som et spark i solar plexus

og så ikke kan få det

som en eunuk i et egyptisk harem

eller som en muhamedaner i en vinkælder -

Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes

og jeg kommer ikke til at kneppe med dig mere

med med et stykke venlig og liderlig restaurant-røv

der slæber mig med hjem

og som jeg må lade mig slæbe hjem og kneppe af

for at blive ved med at trække vejret

blive ved med at tro jeg findes

Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes

som det hed i en af de gamle sange min mor altid sang om morgenen

det er helt simpelt blues 

hel stinkende sorg -

Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes

For mig er du det eneste der findes

Og jeg véd hvad jeg vil ha

og kan bare ikke få det

Jeg véd hvad jeg vil ta

jeg kan bare ikke nå det

Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes

og jeg ved jeg aldrig kan holde op med at elske dig

'så længe jeg lever

så længe mit hjerte slår'

men jeg har længe ønsket

jeg bare kunne lade være med at mindes

og bare være en tilfældig mand der tilfældigvis ikke havde en pige

i stedet for en mand der ikke har den pige

han har elsket så længe han kan mindes

og er dømt definitivt til aldrig at glemme.

Løgnene.

Det var løgn, dét jeg skrev i går.

Da jeg sagde at jeg savnede dig hele tiden.

men det passer det meste af tiden

jeg ser dig i alle mennesker på gaden

og vender mig om, når du afspejles i hver en rude

i hvert et vindue jeg går forbi

hvert et spejl vi går forbi.

og jeg ser dig, når jeg drømmer, at du ikke er der

i et spejl i en gåde

vores drøm om lykken, det er ikke en utopi

men i hver en mand, i hver en dreng

gemmer dit smil sig

og jeg løber væk og gemmer mig

jeg er bange,

bange for drømmen og løgnen.

bange for, at du elsker mig.

Det er svært, at være 11 år, der så meget, som man ikke forstår og hvor er livet dog enkelt, når man glemmer at komme i skole til tiden, fordi man har så travlt med at stå foran spejlet derhjemme at danse, så man ender med at møde op i skole klokken 9 med sin nattrøje og leggings på. Hvis det nogensinde sker for nogen jeg kender, skal jeg nok huske at give dem en reprimande. Men for at være ærlig, så var det, hvad der skete for mig i morges. Heldigvis havde jeg husket at proppe en kjole i tasken. For min skyld kunne jeg sagtens være blevet hjemme og hygget mig med en omgang tracy chapman, hårbørste-skråleri og henrik nordenbrandt, men sådan skulle det altså ikke være.

"You're not so young that you believe me, just because I say it's love."

- Atmosphere.