Jeg kunne gøre det hele banalt. Få det offentliggjort, latterliggjort. Jeg kunne være ligesom dig. Jeg kunne stoppe med at drømme eller vælge at blive en drømmer. Jeg ved ikke, hvad jeg er, udover at jeg ikke er med dig. Jeg drømmer om natten, om alt andet end dig. Jeg kan ikke drømme om en, der ikke tror på det, lige meget hvor meget jeg selv tror på det. Jeg visualisere i vågen tilstand, hvad livet handler om. Sandheden er, at jeg ikke kender svaret. Det gør du heller ikke, og det er hvad vi to har tilfælles. Vi ved det begge to, vi tror ikke på skæbnen, men vi tror på hinanden, og derfor ved vi begge to hvordan det ender. Man må aldrig stoppe, mens legen er god. Man vil gå hele livet og tænke over, om legen kunne være bedre. Det er nemmere at acceptere en slutning, hvis man ved, at den ikke kunne have skabt en begyndelse. Vi var der kun, fordi vi sørgede for det.
Da man var lille troede man, at verden var opbygget af kærlighed og sandhed. Nu ældre man bliver, nu hurtigere realisere man, hvordan det hele hænger sammen. Det handler om at overleve, men mest af alt om at turde overleve og kunne se sig selv i øjnene bagefter. Overlevelse handler lige så meget, om at sørge for at andre overlever, som selv at gøre det. Mennesket forvilder sig længere og længere ind i andre mennesker for at afværge en mulig isolation. Vi ser det alle steder. Folk der glemmer sig selv i søgen efter identitet gennem andre, og det er sjovt for vi ved det alle sammen og alle indrømmer det men ingen gør noget ved det. Anyway. Jeg kan lige så godt indrømme det nu jeg er i gang. Jeg græder i slutningen af alle film, uanset om de har en happy eller sad ending, mit største frygt er at blive i Danmark hele mit liv, jeg har et crush på samtlige 90'er hits og jeg er fuldstændig utilregnelig og har ikke engang gennemskuet mig selv endnu.
It's just a process baby.
All men are created equal. No matter how hard you try, you can never erase those words.
